Theresien-stadt

Udflugt på dansk til Theresienstadt.

Denne tur er vores mest efterspurgte tur ud af Prag. Vi har derfor opgraderet den, således at der er bedre tid  endnu mere fokus på bl. a. de danske vidnesbyrd. Vi har desuden inkluderet en frokost.

Terezin (Theresienstadt) er en gammel fæstningsby, hvor nazisterne i 1940 lavede gestapofængsel i den militære fæstning og fra 1941, jødisk ghetto i selve byen.

Turen går til det mindre Gestapofængsel og til selve byen, der blev jødisk ghetto. Turen vil vare cirka 6 timer, der køres i bus og gåes en del til fods. Mange ture viser kun selve fængslet, men vi lægger vægt på at vise hele ghettoen og ikke mindst de steder, hvor der var danske fanger.

Turen begynder med en fælles rundvisning i Gestapofængslet, der er bagefter mulighed for selv at gå rundt og blandt andet også se dokumentarfilm. Efterfølgende kører vi en runde i selve byen og slutter med at besøge Ghettomuseet.

Måden, vi griber denne tur an på, er langt mindre overfladisk end de fleste andre udbydere, og jeg tør faktisk godt påstå, at man vanskeligt kan finde en bedre tur til Theresienstadt uanset sprog – og så er denne jo oven i købet på dansk!

 

PRIS: 1800 Czk (€ 75) pr. person

DAGE: Torsdage i perioden 22/3-19/10. Desuden søndage i ferier

TID: 9.00 til cirka 15.00

FÆRDSEL: med bus/minibus og til fods

MAD-DRIKKE: Mulighed for at spise frokost på turen

Vedrørende betaling i Danske Kroner: Pga. strenge anti-hvidvaskregler i Danmark er det blevet vanskeligt for tjekkiske banker og vekselkontorer at komme af med danske kontanter, og derfor er veksling af danske kroner blevet besværligt og dyrt i Prag. Jeg kan derfor ikke længere tilbyde at modtage betaling i danske kroner. Der kan betales med tjekkiske Koruna og Euro.

sight seeing 52

Mere om turen til Theresienstadt

Theresienstadt blev under 2.verdenskrig til jødisk ghetto. Over 140.000 jøder endte med at passere ghettoen. 481 danske jøder sad her i flere år. Gestapofængslet i den mindre militære fæstning havde mere end 32.000 interneret gennem krigen. Theresienstadt er byens tyske navn, på tjekkisk hedder den Terezín.

Den stjerneformede fæstningsby Theresienstadt ligger på begge sider af floden Ohre/Eger. Den blev bygget under Kejser Joseph d.II og navngivet efter hans mor, enkekejserinde Maria Theresa. Der blev bygget 13 kaserner. Hele anlægget var beregnet til 7000 soldater og 3000 civile.

Allerede under Østrig-Ungarn blev den miltære fæstning brugt som fængsel, Gavrillo Princip som var en af attentat- mændene i Sarajevo 1914, sad fængslet her til sin død i 1918. Under SS-kommando var 90% af de 32.000 fanger fra Tjekkoslovakiet. Her kom mange andre nationer.

Det berømte attentatet på Rigsprotektor Heydrich i 1942 fik grusomme konsekvenser, også i Terezín. Da fængslet blev befriet af russiske soldater 8.maj 1945 levede der 17.515 fanger. Mere end 3000 døde i månederne efter af plettyfus.

Melanie Oppenhejm, en af de danske jøder i Theresienstadt, lod sig i 1980 interviewe til radioen, samtalerne kom dels til at dreje sig om hendes arbejde i modstandskampen – hun organiserede jødiske børns flugt – dels hendes fængsling i den jødiske ghetto med sin familie. De blev udgivet som bogen ”Menneskefælden” i 1982.

Danskere forbindes ligeledes med de to Røde Kors besøg i juni 1944, hvor man lod sig overbevise sig om at jøderne levede med ordentlige forhold i ”mønsterghettoen”. Lidet vidste Røde Kors, at SS blandt andet havde forberedt besøget ved at lette overbefolkningen: de sendte 15.000 til gasning i Auschwitz i den anledning.

Theresienstadt blev en skrækkelig ghetto. Den var en del af Heydrichs Endlösung planlægning, udmøntet ved Wannsee-konferencen. Over 35.000 døde i ghettoen som følge af sult og sygdom. 63 togtransporter bragte mere end 87.000 til Auschwitz-Birkenau. Næsten 8000 børn kom på togtransporterne, bare 142 overlevede til befrielsen. Børnetegninger, udstillet på ghettomuseet, er en voldsom oplevelse. Der findes megen kunst, billeder, tekst og musik som vidnesbyrd om menneskeligheden blandt de mange ghettofanger.

Snyd ikke dig selv for detaljerne. Bemærk at mange billigere ture fra Prag til Theresienstadt ikke kommer omkring det hele. Vi inkluderer på Theresienstadt tur besøg i Ghettomuseet med biograf, Magdeburg barakken med sovesal, Krematoriet, “danske huse”, port med skrift, hus-loftet med børnetegninger samt Lille fæstning med celler, underjordiske gange og henrettelsesplads.

Vores tur til Theresienstadt er altid med dansktalende guide! Turen er både for voksne og for familier, alle er velkommen.

Vi fokuserer på danskerne som opholdt sig i lejren 1942-45, tjekkoslovakiske jøder før, under og efter og så forbindelser til Prag i form af synagoger, mindesteder, banegård og Gestapo-hovedkvarter.

Entré er inklusiv på Theresienstadt tur fra Prag. Det koster 50czk/person at fotografere i Lille fæstning. I store fæstning er det gratis udendørs, indendørs er der forbud mod fotografi.

Højdepunkter
  • Få en af de bedste og mest oplysende ture til Theresienstadt, oven i købet på dansk.
  • De og hør også om de danske fanger i Theresienstadt
  • Se de spektakulære detaljer, f. eks. henrettelsespladsen og “Arbeigt Macht Frei”.
  • Forstå betydningen for den jødiske befolkning.
  • Se hele ghettoen, ikke kun den lille del.
  • Få svar på dine spørgsmål.
Hvad skal du have med?

Gode sko og tøj, der passer til vejret, uanset om det er koldt, varmt, vådt eller noget fjerde.
Medbring gerne noget at drikke, især hvis det er varmt.

Bedste tidspunkt for turen

Turen tilbydes på de nævnte datoer.

På andre datoer er der mulighed for at arrangere en privat tur, hvis I er minimum 4 personer, der tager afsted sammen. Send evt. en e-mail til laus@prag-udflugter.dk

Hyppigt stillede spørgsmål

Hvor langt går vi? Ikke så langt, vel 2-3 kilometer – men vi står meget. Hvis du er gangbesværet kan det blive en hård dag.

Er turen velegnet til børn? Det er en barsk oplevelse at besøge en koncentrationslejr. Vi anbefaler ikke, at man tager små børn med, som måske forstår det, der bliver sagt, men ikke kan bearbejde det på en hensigtsmæssig måde. Har du lidt ældre børn, er du måske selv den bedste til at vurdere, hvordan de reagerer på sådan en oplevelse.

Jeg er vegetar/veganer/allergiker/noget tilsvarende: Det er vigtigt, vi får besked på forhånd, hvis der er sådanne hensyn, der skal tages højde for.

Bliv guidet på dansk

Selv om mange danskere taler og forstår engelsk rigtigt godt, så er det mest afslappende og udbytterigt at en udflugt foregår på ens eget modersmål. Man skal kun koncentrere sig om at lytte og tage oplevelserne ind – og har man spørgsmål, er det nu engang nemmest at stille dem på dansk.

Bliv guidet af lokale

Personligt har jeg boet i Prag siden 2007, og mit liv er derfor et ”lokalt” liv med de erfaringer og den viden, som kun en lokal kan have. Det samme gælder for mine dansktalende kolleger (danskere eller dansktalende tjekker), der guider nogle af turene.

Få en personlig oplevelse

Selv om de fleste ture foregår ad samme rute og på samme måde fra gang til gang, så er gæsterne ikke de samme. Og fordi vi lægger vægt på at fortælle i stedet for at gengive et manuskript, vil indholdet altid ”automatisk” blive tilpasset dagens gæster. Og spørgsmål undervejs giver ofte anledning til, at netop dén tur ikke ligner den forrige eller den næste.