Det Gule Marked i Prag

Det Gule Marked i Prag

I de mange år, jeg har beskæftiget mig med danske gæster i Prag, har det emne, jeg har modtaget flest spørgsmål om, været det, danskerne har kaldt ”Det Gule Marked”. Dette navn var kun brugt blandt danskere, og markedets rigtige navn er Pražská tržnice, der betyder Prags Marked.

Jeg skriver denne forholdsvis korte artikel for at undgå at få flere spørgsmål om markedet.

Det er lukket! I hvert fald i den form, der tiltrak turister.

Tjek i stedet den artikel, jeg har skrevet om MARKEDER I PRAG

De mange boder med billige asiatiske varer og engang imellem kopivarer i tvivlsomme ”bagbutikker” lukkede helt i 2019. Mit gæt er, at øget kontrol med kopiprodukter og ikke mindst meget skrappe regler om elektronisk registrering af ethvert salg var mere, end markedet kunne bære.

Desuden var der ikke mange lokale blandt kunderne. Mine tjekkiske venner havde kun et skuldertræk til overs for markedet.

I dag er området værd at besøge pga. den fantastiske markedshal (Hal 22) med frugt, grønt, fisk, ost, krydderurter, honning, vin, blomster, planter og meget mere – se billedgalleriet. Hal 22 er åben mandag til lørdag, lørdag dog kun til klokken 14. Det er bedst at komme der om formiddagen.

Der er desuden et område – i hvert fald indtil videre – med street food fra en masse forskellige food trucks, som det vist også kaldes på dansk. Desuden findes et par andre restauranter og en burgerbod med virkeligt gode burgere.

Der findes desuden en del butikker, f. eks. cykelforretning, materialist, nøglebutik, havegrej osv. – men det henvender sig ikke til så mange turister.

Man kan stadig besøge området, og der er noget at komme efter. Bare ikke kastestjerner og kopitøj.

Leder du efter alternativer til Det Gule Marked?

Så tjek den artikel, jeg har skrevet om MARKEDER I PRAG

(Til de mange, der alligevel skriver og spørger – jeg vil meget gerne arrangere indkvartering i ferielejligheder eller hoteller og lave udflugter for jer, men jeg er nu helt færdig med at svare på spørgsmål om kopivarer og lignende i Prag!)

Det Gule Marked i Prag er lukket