Slots-området (Prags Borg) og Hradčany
Oplev skønheden i Prags borg og Hradcany-kvarteret med vores guidede tur, som fører dig igennem historiske steder, smalle stræder og skjulte hjørner. Turen begynder med en afslappet sporvognstur og fortsætter til fods, hvor vi opdager områder som Skt. Vitus-katedralen, haverne og Hjortegraven, det gamle kongelige jagtområde. Vi gør også et stop ved det charmerende kvarter Nye Verden og holder en pause på en hyggelig café eller et bryggeri.
TID: Torsdage i perioden 20/3-16/10 klokken 14 til ca. 18
FÆRDSEL: Til fods og med sporvogn (billet for egen regning)
MAD-DRIKKE: F. eks. pause på café eller bryggeri. For egen regning
PRIS: 700 koruna (€ 30) pr. person.
Vedrørende betaling i Danske Kroner: Pga. strenge anti-hvidvaskregler i Danmark er det blevet vanskeligt for tjekkiske banker og vekselkontorer at komme af med danske kontanter, og derfor er veksling af danske kroner blevet besværligt og dyrt i Prag. Jeg kan derfor ikke længere tilbyde at modtage betaling i danske kroner. Der kan betales med tjekkiske Koruna og Euro.
Beskrivelse af turen til Slots-området (Prags Borg) og Hradčany
Vi undgår de travleste morgentimer ved at starte om eftermiddagen, men vi forbeholder os retten til at justere rutens rækkefølge. Vær opmærksom på, at vi ikke går indenfor i palæer eller katedraler, da dette kræver forudbestilte entrébilletter.
På vores tur vil vi udforske Prags borg, verdens største beboede middelalderborg, og dykke ned i historien bag Skt. Vitus-katedralen, bygget i 1344. Vi vil afdække lagene af historie, herunder klostre, haver og gravsteder, mens vi også diskuterer nutidige emner som præsident Pavel og det 20. århundrede.
Vi vil dele spændende historier og myter om borgen og Hradcany, herunder anekdoter om præsident Zeman og de røde underbukser på en flagstang. Vi vil også tale om arkæologiske opdagelser, præsident Masaryk, nazister, kommunister og friheden siden fløjlsrevolutionen, uden at glemme Habsburgere og Karl IV.
Vores dansktalende guider, som bor og lever i Prag, kender byen indgående. Turen foregår i et afslappet tempo med enkelte trapper og brostensbelagte gader, så husk at medbringe godt fodtøj. Vi har erfaring med deltagere i alle aldre, herunder klapvogne og rollatorer.
Højdepunkter
- De royale Haver
- Nogle af Prags smukkeste udsigter
- Den “Nye Verden” Nový Svět
- Strahov Klostret med bryggeri
- Tycho Brahes Hus
- Wallensteins palæ og barok have
Hvad skal du have med?
Tøj og sko, der passer til årstiden – og i varmt vejr meget gerne noget at drikke
Hyppigt stillede spørgsmål
Hvor langt går vi? Vores skridttæller plejer at nå op på ca. 10.000 skridt
Kommer vi indenfor i alle salene på slottet? Nej, det ville være en helt anden og langt dyrere tur
Er turen velegnet til børn? Ikke små børn. Større børn vol måske finde det interessant
Bliv guidet på dansk
Selv om mange danskere taler og forstår engelsk rigtigt godt, så er det mest afslappende og udbytterigt at en udflugt foregår på ens eget modersmål. Man skal kun koncentrere sig om at lytte og tage oplevelserne ind – og har man spørgsmål, er det nu engang nemmest at stille dem på dansk.
Bliv guidet af lokale
Personligt har jeg boet i Prag siden 2007, og mit liv er derfor et ”lokalt” liv med de erfaringer og den viden, som kun en lokal kan have. Det samme gælder for mine dansktalende kolleger (danskere eller dansktalende tjekker), der guider nogle af turene.
Få en personlig oplevelse
Selv om de fleste ture foregår ad samme rute og på samme måde fra gang til gang, så er gæsterne ikke de samme. Og fordi vi lægger vægt på at fortælle i stedet for at gengive et manuskript, vil indholdet altid ”automatisk” blive tilpasset dagens gæster. Og spørgsmål undervejs giver ofte anledning til, at netop dén tur ikke ligner den forrige eller den næste.